Fra blæsende vindturbiner til hæsblæsende softwareudvikling
Andreas Krogh Vork er uddannet som civilingeniør inden for teknologibaseret forretningsudvikling. I flere år arbejdede han for et konsulenthus som projektleder for store, internationale kunder. Nu har han kastet sig ud i et nyt eventyr som projektleder i Uptime Development.
En voksende interesse for applikationer, websites og systemudvikling fik i kombination med et ønske om større variation i arbejdsopgaverne 31-årige Andreas Krogh Vork til at kigge i retning af projektlederstillingen i Uptime.
– Omdrejningspunktet i mit arbejdsliv har i en lang periode været som projektleder på test af vindturbiner. Det har været vildt spændende, men jeg synes også, at min karriere trængte til et spark i en ny retning. Teknologi har altid fanget min interesse, og jeg glæder mig til at sætte min erfaring og kompetencer i spil som projektleder i Uptime, fortæller Andreas Krogh Vork.
Onboarding med gradvis større og større ansvar
Uptimes nye projektleder har fået en god start, og han er lige så stille blevet introduceret for nye kunder, opgaver og større ansvar.
– Jeg kan især godt lide, at der er stor spredning og variation i mine arbejdsopgaver. I Uptime arbejder jeg den ene dag med en mindre, men vigtig opgradering af androidsoftwaren på en scanner. Næste dag handler det om at udvikle en løsning, der reducerer komplekse processer og gør kundens ERP-system mere hands on. Det er fedt, understreger Andreas Krogh Vork.
Sund kultur og gode kolleger
Han oplever, at der er kort vej fra tanke til handling i Uptime.
– Jeg elsker at arbejde agilt og med flere iterationer, hvor vi hele tiden holder fremdrift i kundernes løsninger. Får man en god idé i Uptime, dribler man af sted med den med god opbakning fra ledelsen og ens kolleger. Resultatet er solide og intelligente løsninger til kunderne, mener Andreas Krogh Vork, der er imponeret over sin modtagelse.
– Allerede første dag på jobbet blev jeg inviteret med til et bryllup hos en af mine kolleger. Det er flot og vidner om en arbejdskultur, hvor man er der for hinanden. Som ny kan man jo altid føle sig på lidt usikker grund, men mine kolleger har taget godt imod mig og tegnet og forklaret, hvis jeg har spurgt dem. I kombination med den gradvise overlevering af opgaver, har det givet mig en god start på mit nye arbejdsliv, fortæller Uptimes nye projektleder.
Andreas Krogh Vork er allerede godt inde i Uptimes DNA, og han glæder sig til at give sin karriere nye vinger i softwarehuset.
– Uptime er en god arbejdsplads med mulighed for hjemmearbejdsplads og fleksible arbejdstider. I kombination med det gode mix af opgaver gør det, at jeg har fundet den platform, hvorfra jeg ser frem til at udvikle mine kompetencer og gøre en forskel for Uptimes kunder, understreger Andreas Krogh Vork.
Løsninger vi har udviklet
Vil du høre mere?
Kontakt os for en snak om, hvordan vi kan hjælpe jer i mål med jeres næste IT-projekt.